UDMELDING OM DEN NUVÆRENDE SITUATION
2. October 2020
Dagen efter en af de mest skandaløse præstationer i det seneste årti er der ingen tvivl om længere, at vores klub bløder voldsomt, hvad angår det sportslige område i F.C. København. Resultaterne på banen i år 2020 har resulteret i en pointhøst, hvad svarer til en placering som nr. 11 i Superligaen, man har i 2020 tabt flere Superliga-kampe end man har vundet, og kun sidste sæsons europæiske bedrifter har holdt positivismen oppe. På baggrund af den nuværende situation følte vi os nødsaget til at reagere efter gårsdagenskamp; en kamp, der desværre blot var endnu et symbol på den situation vi befinder os i.
EFTER KAMPEN
I går aftes efter kampen samlede den københavnske fanscene sig foran Parken for at udvise den utilfredshed og skuffelse over, at vores spillere på banen ikke leverer den indsats, som det kræves af dem, når man bærer vores elskede logo på brystet.
Vi har ingen interesse i at køre hetz på klubbens spillere, men vi vil under ingen omstændigheder tillade nuværende FCK-spillere at præstere så langt under niveau iført den hvide trøje, og finde os i en attitude, hvor man på banen kan grine efter den slags præstationer.
At spille i F.C. København er en ære udover det sædvanlige, hvor det kræves, at man giver sig 100% i hver eneste kamp – uanset hvem man møder. Det har været pinligt at se, hvordan spillertruppen sagtens har kunne motivere sig til store europæiske opgør mod Celtic FC og Manchester United, hvorefter indsatsen har været fuldstændig fraværende mod danske klubber i Superligaen.
Det er i Superligaen, at man gør sig fortjent til at spille i Europa og IKKE omvendt. At spille europæiske kampe i F.C. København er en bonus, men det er vores indsats i den hjemlige liga, som skal danne fundamentet for vores europæiske kampagner.
Ovenstående budskaber blev overbragt til repræsentanter for spillertruppen i en respektabel og saglig tone, hvor begge parter fik kigget hinanden i øjnene, og man sammen kunne se frem imod resten af sæsonen, og de forventninger man har til hinanden.
DEN SPORTSLIGE LEDELSE – HANDLING NU!
Vi må erkende, at det skriger til himlen, at spillerne på banen har brug for nyt blod både i og omkring truppen. Det er længe siden at vores F.C. København har fremstået så tandløse, som vi ser lige nu. Spillertruppen kan ikke løbe fra deres ansvar, hvor der mangler vilje og gejsten til at kæmpe for hinanden, hive hinanden op imodgang og træde forrest, men når alt kommer til alt, så falder det hele tilbage på én person.
Det spillemæssige udtryk på banen har sejlet i lang tid, hvor modstanderne i Superligaen (eller Rijeka, for den sags skyld) har nemmere ved at læse vores spilsystem og taktiske dispositioner end en børnebog. Der mangler konstant idéer og kreativitet på modstanderens banehalvdel, hvor det er nemt at forsvare sig imod os, så længe man kan stå imod indlæg fra siderne. Spillerne på banenskriger efter nye løsningsmuligheder fremfor konstant at spille på forsiden af modstanderen.
Sandhedens time er kommet, og vi må erkende, at vores spilkoncept er udløbet – både hvad angår spillernes mentalitet på banen, men også det holdtaktiske i forhold til at vinde Superliga-kampe.
Vi må på baggrund af seneste sæson, og starten på denne sæson, erkende, at vi befinder os i en dyb krise som klub, hvad angår det sportslige setup. Den resultat- og spillemæssige krise har skubbet til magtbalancen i dansk fodbold,og vi er nødt til at reagere på dette.
Vi kan ikke bare kigge på, mens vores elskede fodboldklub er i gang med at ødelægge vores magtposition i dansk fodbold og renommé i Europa, som vi har opbygget gennem de sidste 20 år. Vi er nødt til at reagere for at bringe F.C.København tilbage som Skandinaviens største fodboldflagskib, og det kræver først og fremmest en ny handleplan fra den sportslige sektor i F.C. København. Ledelsen i F.C. København er nødt til at tage deres ansvar seriøst og bringe vores elskede fodboldklub tilbage på ret kurs.
Vi fans vil altid støtte op omkring klubben og spillerne på banen, men vi er nødt til at råbe vagt i gevær, når vi kan mærke, at vores klub er ved at miste grebet om situationen. F.C. København skal være klubben, som ingen ønsker at møde og den frygt har vi ikke indgydt til i alt for lang tid.
Vi forventer handling nu!
//Urban Crew