UDMELDING VEDR. MANGLENDE TIFOER OG SAMARBEJDE
16. May 2025

De seneste uger og de kommende er kulminationen på en sæson, der trods svingende sportslige præstationer kan ende med en historisk 10. pokaltitel og et 16. mesterskab. Dette ville under normale omstændigheder være ensbetydende med flere af de tifoer på europæisk topniveau som alle efterhånden er blevet vant til fra Sektion 12 og Tifogruppen. Desværre må vi erkende, at det den seneste tid ikke har været muligt kontinuerligt at skabe tifoer i Parken på et niveau, der lever op til den minimumsstandard, vi har sat for os selv. Dette skyldes de væsentligt forringede betingelser for de frivillige kræfter, der står bag udarbejdelsen. Der vil derfor heller ikke, som vi ellers har for vane, være en egentlig tifo til sæsonens sidste hjemmekamp eller pokalfinalen. Trods dette vil vi fortsætte med at støtte holdet i jagten på The Double efter bedste evne, både vokalt og visuelt, præcist som tilfældet har været hele sæsonen. Vi opfordrer alle til at gøre det samme.

Siden Sektion 12 blev stiftet for snart 20 år siden, har kræfterne bag arbejdet for bedre rammer for den positive fankultur i Parken – og med stor succes. På tværs af stemning, tifoer og tilskuertal har udviklingen været positiv, særligt de sidste 10 år. Disse resultater er ikke kommet af sig selv. Det er frugterne af hårdt og dedikeret arbejde af frivillige kræfter, ofte i kulissen og skjult for offentligheden, samt et tæt samarbejde mellem klub og fans. Vi må desværre erkende at denne udvikling er vendt over det seneste år. Kræfterne bag Sektion 12 har siden tribunens fødsel i 2006 taget ansvar for og arbejdet hårdt og vedvarende på at fremme og tilskynde samarbejdet mellem klub og fans. Dette på tværs af skiftende klubledelser. Det er på den baggrund trist at vi må erkende, at den nuværende ledelse synes at tage dette arbejde, der ligger forud for deres tid, for givet. Det er forståeligt, hvis alvoren af denne udvikling ikke har været tydelig for alle – men det er den for os. Det er en udvikling, der risikerer at sætte to årtiers hårdt arbejde i samarbejdets ånd over styr.

Væsentligt forværrede tifoforhold, afvist Sektion 12-banner, udsmidning af 90 flag, brudte aftaler og chikane fra vagter, uforsvarlig og lemfældig opbevaring af capotårn, manglende samarbejdsvillighed osv. Eksemplerne det seneste år er mange, og fællesnævneren den samme – modarbejdelse og ligegyldighed fra F.C. Københavns side over for den positive fankultur og de frivillige kræfter, der står bag den. En udvikling der på mange måder peger i retning af en forældet og konfliktsøgende tilgang til samarbejde mellem klub og fans ala den man f.eks. kunne se i Odense i slut-00’erne. En skræmmende og ildevarslende tendens, der står i skærende kontrast til det samarbejde og engagement som har skabt Sektion 12, den stemning og de tifoer, som vi anno 2025 er kendt for. Samme stemning og tifoer som pryder klubbens sociale medier, som har været med til at gøre F.C. København kendte verden over, og som spiller en afgørende rolle for at tiltrække både spillere og fans til klubben.

At den nuværende ledelse vælger at håndtere eventuelle sikkerhedsmæssige udfordringer ved, mere eller mindre bevidst, at bekæmpe og væsentligt forringe betingelserne for det store flertal af frivillige kræfter, der arbejder for den positive fankultur, er både trist og kontraproduktivt. En tilgang, der efter vores vurdering risikerer at tilskynde til den forråelse man ønsker at bekæmpe. Et budskab, vi gentagne gange over det seneste år har delt direkte med ledelsen uden effekt. Vi håber, at udviklingen vil vende i den nærmeste fremtid og at vi igen kan fokusere på at samarbejde om at fremme den positive fankultur og den positive og visuelle stemning i Parken. Vi er klar.

Vi ses i Randers på søndag!

/Sektion 12 København