SEKTION 12 FORENINGEN LANCERER NYT BUS-TILTAG!
28. July 2024

I efteråret vil det kun koste 100 kroner for medlemmer af Foreningen at komme med på busture i Danmark.

Det skal være med til at gøre det endnu federe at være medlem af Sektion 12 Foreningen. Billigere busture, håber vi, kan være med til, at endnu flere vil melde sig ind og samtidig støtte det københavnske fanmiljø.

Hvis du ikke normalt tager med på Sektion 12’s udebaneture, håber vi, at dette også kan være med til at vise, hvordan du som medlem af Foreningen er med til at støtte fanmiljøet og dine medfans. Prisen på udebaneture vil fortsat være 400 kroner for ikke-medlemmer.

For 70 kroner om måneden, som det koster at være medlem, kan du altså komme afsted for sølle 100 kroner på en udebanetur. Samtidig er du med til at gøre det billigere for dine medfans at tage på de udebaneture, som du selv er forhindret i at deltage i.

I denne sæson forventes det, at der cirka vil være fem udebaneture i bus. Med de nuværende priser ville det derfor koste det enkelte medlem næsten 2000 kroner, eksklusiv billet, hvis man skulle med på alle ture. Det ønsker vi optimere for den rejsende FCK fan med dette nye tiltag.

Dette vil i efteråret fungere som en forsøgsordning. Hvis det bliver en succes, vil prisen fortsat være 100 kroner i det nye år.

Det handler altså om, at man melder sig ind, og hvis man allerede er medlem, at man prikker sine medfans på skulderen, så de også får meldt sig ind og er med til at støtte medfans i at komme billigt ud for at støtte F.C. København!

Meld dig ind i foreningen her