DROP BADEDYRENE!
22. May 2024

Uacceptabelt!

“Vi vil vinde det danske mesterskab hver sæson”. Det er den erklærede målsætning i F.C. København. At den målsætning ikke opnås hver eneste sæson, det kan ske. Men måden denne sæson har udartet sig på, dét er uacceptabelt i F.C. København.

Vores forventninger til F.C. København vil altid være, at vi skal være de bedste. Forventningerne vil altid være højere, end nogen andre fans i Danmark har til deres hold. Nogen vil kalde det, at vi er forkælede, men det er lige præcis de forventninger, som over årene har været med til at rykke klubben til, hvor den er i dag.

Det er utopi at tro, at vi vinder det danske mesterskab hvert eneste år. Dén målsætning må vi leve med at gå på kompromis med. At udvise respekt og stolthed over den ære det er at bære vores trøje. Faglig stolthed og professionalisme, både på banen og på ledelsesgangen. Dét er derimod ting, vi aldrig accepterer at gå på kompromis med.

I denne sæson har vi været vidne til et utal af spillere, som ikke har kunne sætte sig op til kampe i ligaen og pokalen, men sagtens har kunne, når Champions League-hymnen har lydt. Det er en skændsel. Aldrig har vi haft en dyrere trup og stab. Aldrig har F.C. København tjent flere penge. Til trods for dette har vi måtte være vidne til en trup med åbenlyse mangler, og sjældent har vi set så mange horrible præstationer, der hvor det betyder allermest. Aldrig før har et F.C. København-hold fået den opbakning sæsonen igennem, som tilfældet er med det nuværende hold. Takken blev, at man kun gad, da spotlyset ramte. Det vil vi ikke finde os i!

Søndag burde have været en glædens dag, hvor vi traditionen tro ønskede spillere og stab god sommerferie. En sommerferie de i stedet valgte at tage forskud på. Derfor opfordrer vi ALLE til at droppe badedyr på søndag. Hyldest er ikke noget, man tager for givet i F.C. København – det skal man gøre sig fortjent til.

Når alt dette er sagt, opfordrer vi selvfølgelig alle til at komme på stadion søndag. Som det har været tilfældet hele sæsonen, står vi der igen for klubben og byen. Hellere tabe med F.C. København end vinde mesterskabet med GFH.