ÅBENT BREV TIL LEDELSEN I F.C. KØBENHAVN
1. June 2025
Meget er blevet sagt og skrevet dette forår om forholdet mellem Sektion 12 og F.C. København. Trods en fantastisk sportslig afslutning på sæsonen føler vi et behov for, inden sommerferien, klart og tydeligt at understrege vores bekymring over den nuværende ledelses tilgang til fansamarbejde og fanpolitik.
Sæsonen 2024/25 har været præget af en lang række udfordringer for den del af fanmiljøet omkring Sektion 12, der arbejder for at fremme den positive fankultur. Hoppeforbud, kollektive restriktioner fra Disciplinærudvalgets side og en disproportional medie- og politikeropmærksomhed båret af populisme. Trusler udefra som disse er desværre ikke nye for fodboldfans i Danmark, og alligevel har fanmiljøet omkring Sektion 12 formået at fastholde et højt niveau og fortsætte den positive udvikling.
Hvad der til gengæld er endnu mere bekymrende, er, at truslen ikke længere kun kommer udefra – den kommer nu også direkte fra ledelsen i F.C. København.
Som vi tidligere har beskrevet, er Sektion 12, som vi kender den i dag, resultatet af mange års dedikeret frivilligt arbejde for at fremme den positive fankultur – i tæt samarbejde med klubben og på baggrund af gensidig respekt og forståelse. Trods udfordringer undervejs har dette samarbejde skabt et fanmiljø, hvor den positive fankultur er på internationalt topniveau, og hvor antallet af negative episoder har været lavt sammenlignet med lignende miljøer i Europa.
Hvis denne udvikling skal fortsætte, kræver det, at F.C. København prioriterer fansamarbejdet i det daglige og organisatorisk tager aktivt ejerskab i udviklingen af den positive fankultur – på niveau med Bundesliga-klubber med tilsvarende fanmiljøer. Det kræver, at man tør stå op for fodboldfans – ikke kun klubbens egne – også når presset kommer udefra, og populismen skriger på overskrifter og kollektive sanktioner.
Derfor er det ekstra foruroligende og trist at være vidne til den tilgang, som den nuværende ledelse har været bannerfører for det seneste år. En tilgang, der truer med at puste liv i splittelsen og forråelsen af fanmiljøet ved at undergrave vilkårene for den positive fankultur og den løbende selvindsigt og selvjustits, som vi anerkender nødvendigheden af.
Fyringen af klubbens mangeårige SLO på baggrund af en sensationshungrende artikelserie. En ikke-eksisterende afdeling for fansamarbejde, -pleje og -politik. Ansættelsen af en ny sikkerhedschef, der repræsenterer en forældet tilgang til fodboldfans og sikkerhed. Forringede tifoforhold. Brudte aftaler og manglende samarbejdsvilje. Dette er blot nogle af de mange eksempler på den løbende devaluering af arbejdet med og for fodboldfans, som vi har været vidne til omkring F.C. København i denne sæson.
Det ærgrer os dybt at se, hvordan klubben på den ene side i stort omfang bryster sig af Sektion 12 på sociale medier – og på den anden side udviser en skødesløs tilgang til samarbejdet med det samme fanmiljø. En tilgang, der hverken fremmer tryghed eller sikkerhed omkring klubben – tværtimod.
Et trist, men desværre symptomatisk eksempel på ledelsens nuværende tilgang, kom til udtryk på et møde mellem DFF, klubberne og Justitsministeriet tidligere på året (et møde, hvor Sektion 12 ikke fik lov at deltage, trods ønske herom). Flere af hinanden uafhængige deltagere på dette møde, har berettet om at en repræsentant fra F.C. Københavns ledelse under mødet udtalte, at hun hellere ser Hooliganregisteret ramme for mange end for få. En på alle måder kritisabel udtalelse, der direkte underminerer fodboldfans’ retssikkerhed, og som kommer fra klubbens ledelse.
Problemet – og løsningen – ligger ikke hos en enkeltperson. Ansvaret peger på den øverste ledelse, der tager det forudgående arbejde for givet og trods manglende indsigt og erfaring insisterer på at håndtere dette område alene. Dette med en tilgang, der fremstår forældet, forsimplet og farlig.
Vi vil på den baggrund gentage vores opfordring til, at I bruger sommerpausen til at genoverveje den nuværende tilgang, så vi sammen kan vende udviklingen og i fællesskab styrke og fremme den positive fankultur og de nødvendige rammer omkring den – til gavn for alle.
/ Sektion 12 København
NB: Ovenstående brev er ligeledes delt direkte med direktør Jacob Lauesen og bestyrelsesformand Henrik Møgelmose.