15 års aktiv modarbejdelse af fanforhold
20. May 2026
Det er efterhånden svært at blive overrasket over brøndbys tilgang til udebanefans. Annulleringen af 600 allerede solgte billetter mindre end 48 timer før kampstart markerer et nyt lavpunkt i en lang historik præget af brudte aftaler, forringede vilkår og manglende vilje til at sikre ordentlige rammer for modstanderens fans.
Historikken rækker langt tilbage. Allerede i 2011 var vi vidne til, hvordan brøndbys aktive fanscene brugte sommeren på at sende falske klage-mails til FCK’s sikkerhedschef, i et forsøg på at udelukke den københavnske fanscene – et lavpunkt for dansk fankultur, men desværre også symptomatisk for ”mentalitet vestegnen” lige siden. I årene herefter lykkedes det dette til trods fans fra begge klubber at opnå en fælles forståelse om forbedrede forhold ved derbykampe. Aftalen indebar blandt andet øget udebanekapacitet, bedre faciliteter for stemningsskabende aktiviteter samt mere hensigtsmæssige tribuneplaceringer. I perioden 2012–2015 blev dette implementeret med positive effekter for begge fangrupper.
Om det var for traumatisk en oplevelse gang på gang at blive sunget ud af 3.000 F.C. Københavnere vides ikke, men i 2015 blev den positive udvikling ensidigt rullet tilbage fra brøndbys side. Med kort varsel blev vi pludseligt i stedet budt på et todelt, asymmetrisk udebaneafsnit med 1.400 pladser, hvor øvre del var gemt bag et tre meter højt plexiglashegn med Superligahistoriens dårligste udsyn til følge. Forhold som ville få enhver brøndbyfan på vej hjem fra Herning til tasterne på Twitter i protest – men som dengang blev mødt med larmende stilhed. Først efter over halvandet års kamp lykkedes det at få fjernet plexiglasset og øget kapaciteten til 2.100 pladser – stadig fordelt på to asymmetriske afsnit i hjørnet af stadion og uden capotårn på den øvre del. Modsat fik brøndby tildelt 2.500 billetter på ét samlet afsnit.
I går, med under to døgn til kampen, kom så seneste skud på stammen af løftebrud og forringelser. Reducering af udebaneafsnittet til 1.500 pladser og annullering af 600 billetter, der var købt og betalt (for 200kr stykket..). Denne information valgte man alene at dele med F.C. København grundet pres om endelig afklaring vedrørende udebaneafsnittets karakteristika – man tør kun gisne om hvor sent vi ellers havde modtaget denne information. Ikke nok med dette, blev repræsentanter fra F.C. København nægtet adgang til at besigtige det nye udebaneafsnit, et afsnit der qua påsættelsen af sæder i det fulde afsnit udgør et klart brud på Superligaens Klublicensmanual pkt. 7.4.9.2. Hertil kommer at vi er blevet nægtet capotårn på det øvre afsnit – selv om vi har tilbudt at medbringe et selv.
F.C. København har forgæves efterspurgt alternative løsninger, så de 2.100 fans, der allerede har billet, kunne få adgang – for eksempel ved at udvide arealet af udebaneafsnittet. Dette er dog, ikke overraskende, blevet afvist. Vi har som fanscene, og som klub, løbende tilbudt at vende tilbage til den oprindelige billetaftale, at brøndby får hele endetribunen i Parken, hvis vi får hele nedre endetribune i brøndby. Vi har ligeledes tilbudt at vi påtager os den økonomiske risiko ved at forudbetale alle 6.000 billetter til en hel endetribune, hvis brøndby ikke vurderer de kan sælge øvre del til hjemmefans. Vi har tilbudt at arbejde for de bedst mulige forhold for tifo og capotårne – med det ene krav, at vi får samme muligheder omvendt. Alle disse tilbud er stadig gældende, men er konsekvent blevet afvist.
I brander jer på ”frihed for fans” og som forkæmpere for fankulturen og fanforhold, men modarbejder og forringer den i praksis. Bliver I bange, hvis vi er for mange?
ANTI-1964
Urban Crew